Præsentationsfilm om Tranbjerg Kirke
KLIK HER

(Optaget og redigeret af Harly Frederiksen )

Beliggenhed

Den smukke gamle hvidkalkede kirke med sit vældige middelaldertårn ligger højt hævet på Tranebjerget i den nordligste udkant af sognet! Denne placering skyldes muligvis en tidligere tilknytning til Tranebjerggård, der kan have været Samsøs administrative centrum.

Kirkens Historie

I begyndelsen af Valdemar den Stores regeringstid (1157-1182) blev der opført en borg for "Castrum Samsø", der havde et forsvarsværk med tårn. Selve borgen blev bygget ca. 400 meter sydvest for den nuværende kirke. Samtidig blev en ældre trækirke/kapel, der var placeret, hvor kirkens kor nu er, erstattet med én af munkesten: Samsøs ældste stenkirke!

"Castrum Samsø" og sandsynligvis også tårnet blev ca. 1288 ødelagt af Marsk Stig Andersen Hvide, som ernærede sig som røver efter sin landsforvisning grundet mordet på Erik Klipping (1286).

Han byggede en borg på øen Hjælm i Kattegat og har måske anvendt materiale fra "Castrum Samsø". Det nuværende kirketårn menes at være bygget over resterne af det tidligere forsvarsværk med tårn og har måske haft funktion som et befæstet støttepunkt mod angreb udefra.

Tårnet har længe været inddraget i debatten om kirker som forsvarsværker og uenigheder om tårnets alder i forhold til kirkeskibet.

I dag har Nationalmuseet slået fast, at det nuværende tårn er yngre end kirkens skib, da tårnets østmur er bygget op mod og henover skibets overmure.

I slutningen af 1300-tallet begyndte man byggeriet af skib og kor, som blev sammenbygget med et mindre tårn end det nuværende. Opførelsesår for kirkens forskellige bygningsafsnit er ret uklare, idet der løbende er foretaget udvidelser og ombygninger. Kirken er også restaureret flere gange.

Det nuværende tårn blev rejst ca. 1525. Et kvart århundrede senere, i 1550, blev kirkens bjælkeloft udskiftet med hvælvinger. Samtidig blev kirken udvidet med våbenhus(e), sakristi og korsarm(e) i munkesten.

Kirken har tilhørt øens skiftende ejere, indtil den overgik til selveje 1917.

Kirken er i dag 39 meter lang og må betegnes som romansk-gotisk.

Kirkens ydre

Træder vi ind gennem kirkens gitterport og går op ad den asfalterede vej, ses til højre en plæne for urnenedsættelser. Længere fremme er en plæne med 12 flade, gamle gravsten fra sløjfede gravsteder. For enden ligger ligkapellet, opført 1903. Bag de gamle gravsten finder vi en "mindelund" for ti engelske flyvere, der mistede livet i luftkampe over Samsø under Anden Verdenskrig Går vi videre op ad vejen mod kirken, ses til venstre en stor plæne, der fører frem til ca. 130 bevaringsværdige gravsten Vi er nu ved den gamle tiendelade, opført ved middelalderens slutning, hvor tiendekornet oprindelig blev opbevaret. Senere blev tiendeladen benyttet som ammunitionslager under Englandskrigen 1800-1814 og under Anden Verdenskrig til opbevaring af illegale våben. Laden har også været benyttet til gymnastiksal. I dag bruges den som materialrum. Tidligere var gavlporten rundbuet. Murene er metertykke og opført i munkesten med kampesten som indermur. Grundmålet er 21 x 10 meter.

Den gamle indgangsportal, sammenbygget med tiendeladen, har en ganglåge og en køreport. En såkaldt færist foran ganglågen forhindrede løsgående kreaturer (fæ) i at trænge ind på kirkegården.

Portal, tiendelade og et stykke kirkegårdsmur vest for laden er fredet i klasse A under Nationalmuseet

Går vi rundt om kirken, ses i dens sydvæg spor af en korsarm nedrevet for 1813, da støttepillen på skibets sydøsthjøme skulle ommures. I det sydvestlige hjørne af koret bemærkes et solkors i grundstenen. I kirkens østgavl finder vi et såkaldt savskifte over et tilmuret vindue.

Bag kirken støder vi på sakristi og korsarm. Disse har på gavlene de sjældent forekommende kvartcirkelblændinger (murindfald).

Længere mod vest ses den tilmurede kvindedør med sin egen helt specielle profilering. I murfeltet er her indfaldet en mindeplade for sognedegn Simon Kokansky, død 1796, hans hustru Johan Christine Monteløv samt deres to sønner.

Kigger vi nærmere på muren, kan vi spore omrids af mærker, som menes at stamme fra et våbenhus.

Tårnet

Vi er nu kommet til tårnet, som regnes for at være det største landsbykirketårn i Danmark: 28 meter højt, 12 x 10 meter bredt og med to meter tykke mure. Tåmet har i modsætning til øens øvrige kirker øst- og vestvendte gavle. En anden kuriositet er, at den østvendte gavl har 13 kamtakker, medens den vestvendte har 15. Tårnet menes at have været beregnet til længere tids ophold under eventuelle angreb udefra. Alle sider af tårnet har små rundbuede åbninger med udvendigt nedadrettede underkanter, skoldehuller og skydeskår. I højde med åbningeme findes inde i tårmet spor af en kamin. Her er også rester af en stenbænk, spor af en dør ud til tårnets udvendige vægtergang samt huller i muren til gangens bærende bjælker. I samme højde anes på vestmurens inderside spor af den oprindelige trappe.

Klokkerne

Kirken har to klokker. Den lille, 450 kg, tværmå1 86 cm, kaldet Maria-klokken, anråber, med latinsk indskrift, Maria om hjælp. Årstallet 1391 angiver, at det er Samsøs ældste kirkeklokke.

Den store klokke vejer knap to tons og har et tværmål på 128 cm. En indskrift bærer årstallet 1654, da: "Hans Lindenov til Iversnæs (nu Wedelsborg) var Kgl. befalingsmand pa Kalundborg Slot, Hans Svane var provst pa Samsø, Bertel Jensen den forrige sognepræst, Jens Bertelsen nuværende sognepræst og Jens Brun pa "Søllemarksgard" Kgl. Majestæts ridefoged over Samso".

Denne store klokke var så tung, at der skulle 4 mand til at tinge med den frem til 1880, hvor en bedre ophængning blev etableret. Ved ringningen efter Chr. IX's død 1906 blev klokken beskadiget, og ophænget måtte igen forbedres. Klokkemes vægt, deres vibrationer og stød forårsagede gennem årene stadige revner i tårnets murværk. Så sent som i 1988 gennemgik kirken og specielt tårnet derfor en omfattende restaurering, der varede ca. 2½ år. En ny slags klokkestol så dagens lys. En lokal smed, Bent Schaloffsky, udviklede en stålkonstruktion, der blev installeret på gulvet. Denne opfindelse bruges nu andre steder.

Kirkens indre

Våbenhuset

I våbenhuset ses et nyt el-skab, der styrer den automatiske klokkeringning, indført 2004.Der står en groft tilhugget granitsten, hvis formål er uvis, men den har tidligere været betegnet som "falssten" til et faldgitter og inddraget i debatten om tårnet som forsvarsværk. Senest er stenen forsøgt bestemt som en romansk gravsten.

På sydvæggen hænger en sortmalet træplade med teksten "Lyses til Kirkestævne".

Til venstre ses en tilmuret niche. Oprindelig en åbning, hvorigennem nadveren blev rakt til de spedalske, der var isoleret på grund af smittefaren. Udvendigt ses åbningen tydeligt.

På østvæggen er opsat mindeplader over to samsinger, der døde i tyske koncentrationslejre, og blev begravet i Ryvangen. Mellem de to mindeplader er ophængt en gammel kirkebøsse.

Lofter, vægge og gulv

Loftet i koret har stjernehvælv og tårnets hvælv er seksdelt, mens de øvrige hvælv er firedelte krydshvælv, som forbinder de gotiske spidsbuede arkader.

Skjoldbuerne i skibets sider er indrammet af fint profilerede rundstave, som giver rummet dets særpræg.

Nær koret ses 10 store smedejernsriste over et hul i gulvet, hvori fyret er placeret. Denne "varmekanal" benyttes af nogen som en ønskebrønd.

Nummertavlerne

Fire nummertavler, skænket anonymt i årene 1935-1951, er udført af kunstmaler Tony Møller og billedskærer Marie Mortensen, Roskilde. Kirkens femte nummertavle, ophængt ved indgangen, er skåret og skænket 1951 af snedker Martin Thomsen, Tranebjerg.

Lysekronerne

Malmlysekronen øverst i kirken bærer årstallet 1697 og af dens inskription fremgår det, at den er en gave fra skipper Jens Hanssons arvinger.

Den lille lysekrone i korsarmen, ophængt 1929, har inskriptionen: "Ti! Minde om Genforeningen med Sønderjylland 1920". Lysekronen ud for indgangen er skænket 1946 af forældrene til en af de ti engelske flyvere, som ligger begravet på kirkegardens "mindelund".

Længere nede hænger en lysekrone uden indskrift fra ca. 1900.

Lysekronen nederst i kirken er skænket 1913 af sognepræst i Tranebjerg C. Schiørring (1906-1925) og hustru.

Kirkeskibene

Kirken har to kirkeskibe.

Det store skib, ophængt ved indgangen, er en kopi af linjeskibet "Christian VIII", som blev sprængt i luften 1849 under det slesvig-holstenske oprør. Modellen, skænket 1851 af købmand Jens Peter Gylling og hustru, Tranebjerg, bærer navnet "Frederik Syvende" til ære for Grundlovens giver.

Det lille skib i korsarmen er en bark, skåret af bådebygger M. J. J. Oster, Ballen, skænket 1866. Det bærer navnet "De Seks Søsked”

Alteret og sølvet

Alterbordet er på sideme beklædt med et fyrretræspanel (antemensale), inddelt i arkadefelter med mørk, grønlig tæppedekoration. Årstallet 1583 står anført i det nordlige gavlfelt. 1950 fandt man bag panelet et stenalterbord med et relikviegemme i midten.

Alterstagerne af messing er fra 1632. Våbener og initialer fortæller, at Jacob Brun og hans hustru er giverne.

Den syvarmede lysestage er skænket af farver Harald H. Lund og hustru, Tranebjerg omkring 1900-1910.

En sølvkande bærer inskriptionen: minde om Jacob Engberg, læge pa Samso 1891-1935 og hustru Ingeborg Schiørring, skænket af deres børn".

En af kirkens to alterkalke, udført 1671 af Nicolaus Arnetzberg, er forsynet med våben for rigskansler Peder Griffenfeld, Samsøs ejer 1674-1676, hvor han faldt i unåde hos kong Christian V.

Krucifixet

Det lille elfenbenskrucifix på alteret er fra 1675-1700. Korstnæet er af nyere dato i bejdset eg. Krucifixet er en gave fra komtesse Clara Danneskiold-Samsøe, 1954.

Præstens armstol

Armstolen med bl.a. udskårne kristne symboler i ryggen og kors med Jesu monogram på topstykket er fra 1874.

Kandelabrene

De to bronzekandelabre, der pryder korbuen, er skænket af Samsø Bank 1961.

Døbefonten

Døbefonten er kirkens ældste inventar. Dog er foden fra 1923. Den romanske kumme of granit har næsten lodrette sider med ni arkadebuer, hvorover ses små kors.

Dåbsfadet er udhamret messing med et relief af Maria Bebudelse i bunden og prydet med malteserkors på randen.

Prædikestolen

Prædikestolen fra 1593 er et rigt udskåret renæssancearbejde med tidstypiske indskrifter i postament og frise. Stærkest virker de ens arkadefelter med relieffer af Kristus som Creator Mundi og evangelisteme med hver deres symbol.

Kunstnerens signatur og årstallet ses i Johannes-evangelistens opslåede bog: "1620 H.I.M". Over prædikestolen en lydhimmel fra samme tid.

Degnestolen

Ved korbuen er den gamle degnestol fra 1654 placeret. En af dørene bærer initialeme S.A.M (formodentlig Sophie Amalie Moth), som var Samsøs ejer fra 1676 og den første indehaver af grevskabet Samsøe. På den anden dør findes initialeme D.B (Dorothea Brun), foged Jens Bruns hustru. Degnestolens pult barer præg af den første burger af stolen, idet sognedegn Lucas Georgi Horsnensis egenhændigt har skåret sit navn her.

Stolegavlene

I korsarmen findes tre stolegavle fra 1639. Ud over årstal bærer de også initialerne for foged Jens JacobsSøn Brun og hans mor, Dorethe HansDatter Brun.

Nærmest indgangen ser man to stolegavle fra 1655.

Disse gamle stolegavle danner forbillede for alle øvrige stolegavle skåret mellem 1935-1937 af snedkermester Martin Thomsen, Tranebjerg. Enkelte af dem har Thomsen egne og den daværende kirkebetjenings initialer.

Kyholm-billedet

Oliemaleriet på skibets sydvæg, som viser Jacobs drøm og hans indvielse i taknemmelighed overfor Gud, skønnes at være fra begyndelsen af 1600-tallet. Det er flankeret af to kvindehermer (søjler) med joniske kapitæler. Delene siges at stamme fra en altertavle, ophængt i kapellet (1833-1859) på Kyholm, som hører under Tranebjerg Sogn. Kirken modtog delene 1935 fra privateje. De blev imidlertid først ophængt 1951.

Kyholm Kirkegård

Kirkegården på Kyholm stammer fra tiden hvor Kyholm var karantænestation. Kirkegården, der måler 30X30 fod, er fredet. Et krucifiks med en sjælden udsmykning i form af et dødningehoved, en mindesten samt kirkegårdsdiget er blandt de synlige minder om Kyholms tid som karantænestation.

Kalkmalerierne

Kalkmalerierne er fra midten af 1300-tallet. De blev afdækket og restaureret 1931 og forestiller Sct. Christoforus, der bærer Jesusbarnet over floden, Sct. Antonius og resterne af Sct. Sebastian, der beskydes med pile.

Over Sct. Antonius er placeret et indvielseskors af den almindelige hjulkorstype og over Sct. Sebastian et flettekors med knuder. Begge fra ca. 1525.

Længere nede i kirken, nær tårndøren, ses et oktagram (en 8-takket stjerne). Måske et hemmeligt Kristusmonogram, knyttet til Åbenbaringsbogens tale om Kristus som den "strålende morgenstjerne", dvs. den magtfulde med verdensherredømmet.

Orglet

Kirken fik sit første orgel 1909 med fem stemmer. Det nuværende 12-stemmige orgel fra 1954 er tegnet af Marinus Andersen, arkitekt ved Nationalmuseet, og bygget af Th. Frobenius.

Mindetavler og epitafier

Ved indgangen på skibets sydvæg er indsat mindeplader for to samsinger, som mistede livet i krigene 1848 og 1864.

Ved tårnbuen hænger et lille epitafium til minde om en 19-årig mand ved navn Oluf Clausen Royem,  død 1704.

Pa korsarmens vestvæg hænger en sandstenstavle, der beretter om, hvor alvorligt en familie bedømte deres situation i en kritisk periode: Kgl. forvalter over Samsøland, Hans Mouritzen, overgiver sig selv, sin hustru og 15 børn til forsynets nådige omsorg i krigens og pestens år 1711. Over tavlen hænger et krucifix.

På den modsatte væg ses præstetavlen fra reformationen og fremefter. Den er udført af snedker Martin Thomsen og malermester A. Sørensen.

På korets nordvæg er indsat mindetavler for to af kirkens præster: Søren Nielsen Pind (1601-1611) og Mads Wejle (1681-1719). På samme væg er indmuret en figur af gråhvid kalksten over Søren Nielsen Pind samt en gravsten i rødbrun kalksten over Mads Wejle. Indsat ca. 1870. Begge præster er formodentlig begravet under gulvet.

Tranebjerg Kirke

rummer mange værdifulde minder, som bærer vidnesbyrd om tidligere slægters dygtighed, offervilje og tro. Derfor værnes og fredes der om den. Men det må ikke glemmes, at kirken er andet og mere end et museum for historie og kulturminder. Kirken er et levende hus, hvor folk mødes til gudstjeneste, og den enkelte kan nyde stilheden, roen i egen bøn og andagt.